TV2 var god ved sig selv i december måned. Normalt er december en måned, hvor seerne samler sig om de to store kanaler, men i år har det mere end noget andet været TV2’s jul.
Årsagen er enkel: Jul i Valhalla. Familiejulekalenderen med sendetid kl. 20.
Håndbold er der hvert år i december, og i år har håndbolden ikke fungeret bedre end tidligere år. Men det har julekalenderen. I gennemsnit fulgte 1,041 mio. seere, hvilket er 15 pct. mere end sidste år, hvor Pyrus blev genudsendt.
– Sharen var 50 pct., og det har enormt stor betydning for TV2’s samlede seerandel i december, når man kan sætte sig så massivt på sendetidspunktet 20.00. Det leder godt ind til resten af aftenen, siger Mikael Ostenfeld fra Carat, der står for Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring.
Jul i Valhalla er en familie-julekalender, og det ser ud til at være lykkedes for TV2 at samle familien. Ikke siden 1999 har der været en kalender, der har klaret sig så godt blandt de 15-30 årige og blandt børn (4-11 år) fulgte i gennemsnit 168.000 med. Til sammenligning samlede Danmarks Radios Bamses Juelerejse kl. 18 i gennemsnit 187.000 børn.
TV2s stærke december sætter selvsagt sit præg på seerandelen i det kommercielle univers, hvor TV2 går frem. Ellers har billedet det meste af året været, at TV2 har tabt lidt men samlet mere end tabet op på TV2 Zulu og TV2 Charlie. I december gik alle tre kanaler frem, og samlet slutter TV2 Gruppen året med en fremgang på 0,9 pct. til en andel på i alt 63.
Og den position ser ikke ud til at blive truet i det nye år, vurderer Mikael Ostenfeld.
– Hvis vi vurderer på den viden, vi har i dag om, hvad der er på vej hos de kommercielle stationer, så er det svært at se, hvad der skal true TV2. De planer, der er meldt ud peger på, at 2006 vil fortsætte, hvor 2005 sluttede. Der er ikke meldt nye ambitiøse satsninger ud, og det peger på, at TV2 vil have bevaret sin position eller være yderligere styrket, når året slutter, siger Mikael Ostenfeld og tilføjer, at han dog vil hilse det velkomment, hvis den vurdering viser sig at blive forkert.
– TV2 gør, hvad de skal gøre, og gør det godt. Men det vil være en fordel for markedet samlet, hvis det kan lykkes for de mindre kommercielle konkurrenter at få bedre fat, siger Mikael Ostenfeld.