Dokumentarfilmen “Mig og Naser” er blevet kortere i løbet af tirsdagen.
Efter kritik fremsat af flere dokumentarister i Nyhedsavisen har TV2 nemlig valgt at klippe i filmen, der handler om foreningen Demokratiske Muslimer og Muhammedkrisen.
I scenen, der bliver klippet ud, står en somalisk kvinde foran en udbrændt bil på Nørrebro, men den brændte bil har ingen sammenhæng med Muhammedkrisen og er derfor blevet stemplet som manipulation.
– Vi er glade for filmen, men på baggrund af kritikken har vi valgt at fjerne de sekunder, hvor den udbrændte bil optræder. Det gør vi, fordi nogle tilsyneladende kan misforstå sammenhængen, hvilket på ingen måde har været intentionen, siger TV2?s dokumentarredaktør Lasse Bjerre til Ritzau.
Filmen sendes tirsdag kl. 22.50 på TV2.
/ritzau/