De to hovedinteresser for TV2’s adm. direktør Christina Lage i medieforliget er færrest mulige reklamerestriktioner og bevarelse af public service-niveauet.
– Umiddelbart mener jeg, at der skal være så få bindinger på det område som muligt. Det var også en uskik med reklamefri zoner omkring børneprogrammer, siger Christina Lage til www.markedsføring.dk.
Hun tilføjer, at hun overhovedet ikke har været inde i drøftelser om tilrettelæggelsen af reklamer. Videre henviser hun til den nuværende styring af reklamefladen, som sker med stor omtanke.
– Nu hører det med til billedet, at reklamemarkedet er faldet og økonomien er trængt, og vores udgangspunkt må være, at vi må konkurrere på lige vilkår for at kunne producere ordentligt fjernsyn, siger Christina Lage, der gerne vil have mulighed for “breaks”.
– Vi kan slet ikke se ideen i, at TV2 skal have andre regler end de kommercielle kanaler, når vi nu skal leve af reklamemarkedet og endda bliver sat ned i licens. Vi vil tage det op i de konkrete situationer, om vi vil gøre det (indføre breaks, red.) eller ej. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om økonomi, fortsætter TV2’s direktør.
Foruden reklameregler på EU-minimumsniveau kræver Christina Lage uændret licenstilskud for public serviceforpligtelser, eftersom det danske reklamemarked er for lille til at betale for de dyre tv-produktioner.
Næste år reduceres licenstilskuddet til TV2/Danmark med 25 mio. kr. til 205 mio. kr., mens det vender tilbage til 230 mio. kr. de kommende år, fremgår det af kulturminister Brian Mikkelsens udspil. Samtidig lægger kulturministeren op til, at licenstilskuddet nedtrappes, hvis og når TV2 sælges.
Christina Lage advarer mod privatisering, men hun kan leve med medieudspillet, fordi det indeholder et løfte om en udredning af det økonomiske grundlag. Så må analysen tale:
– Jeg er bekymret for, at der ikke er råd til den programflade, vi kender i dag, hvis TV2 privatiseres. Hvis analysen virkelig viser, at man kan bevare programfladen, så er det fint nok. Jeg tror bare, at det vil den ikke gøre. Man bliver nødt til at file på public service, slutter Christina Lage.
“Det vil være en vigtig forudsætning for privatisering af TV2, at det kan sandsynliggøres, at et privatiseret selskab vil være i stand til at leve op til public service-forpligtelserne,” hedder det i kulturministerens oplæg./DJ