TV2’s nye marketingdirektør Hanne Kierstein Morsing har travlt med at opruste kanalens marketingkompetencer, og derfor er hun lige nu ude og lede efter to nye marketingchefer. En, som skal have ansvaret for markedsføringen af samtlige TV2s platforme overfor annoncører, reklame- og mediebureauer, og en, som får ansvaret for at markedsføre hovedkanalen TV2 samt TV2 Interaktiv overfor seerne og brugerne.
Flemming Scheel fortsætter som chef for en ny marketingevent-gruppe, der skal fortsætte med at lave events for kunderne, men derudover også skal lave events for seerne, og derudover fortsætter Louise Nexø som marketingchef for Zulu, Charlie, Film, News og den nye TV2 Radio, der har premiere på torsdag.
Når de nye folk er på plads, har Hanne Kierstein Morsing 55 ansatte i sin marketingorganisation. Det inkluderer to kreative afdelinger, ”Design og Promotion” og ”On air Promotion”, og gør vel marketingorganisationen til en af de største i landet. MSOL