Det lyder fint at tale om ”opruste på tværs af medieplatforme”, men TV2 er reelt bare i gang med at krydse af på indkøbssedlen. Og nu er vi nået til magasinforlag. TV2 har købt 30 pct. af JSL Publications, der i februar introducerede Vi med hund.

– Det klæder TV 2 at udkomme på print, og det giver os mulighed for at få nogle erfaringer med at udvikle indhold til flere medieplatforme. Vi har i dag programmer om hunde på tv, snart kan vi styrke dette indhold på print, og i det ny år lancerer vi også et hundesite. Vi mener, der er store muligheder, både redaktionelt og kommercielt, i kombinationen blad, tv og internet, siger TV 2s administrerende direktør, Per Mikael Jensen, og tilføjer:

– Derudover er Vi med hund et godt magasin, som jeg tror, bliver en fornuftig investering, fordi markedet for kæledyr er i vækst.

Aftalen vil indebære, at der oprustes på nettet.

– Vi har hidtil koncentrerer os om at få magasinet til at fungere, og med et månedligt salg på 21.000 og et læsertal på 110.000 fortæller, er det sket. Men vi skal også på nettet, og her har vi indholdet, mens TV2 har en stærk platform, så det bliver en af de nye ting, der kommer ud af aftalen, siger adm. direktør for JSL Publications, Jesper Sehested Lund.

Han understreger videre, at aftalen gælder Vi med hund. JSL Publications forbereder en række andre aktiviteter, som vil blive placeret i et andet regi, således, at de som udgangspunkt ikke er med i TV2 aftalen.

Der findes i Danmark ca. 550.000 hunde, og flere end én million danskere bor i en husstand, der har hund. peng