“Lad mig underholde dig”.
Sådan sang megastjernen Robbie Williams, da TV2 Radio gik i luften til midnat.
Og netop underholdning er en af kanalens målsætninger sammen med musik og nyheder.
I sekunderne op til klokken 24 havde Jens Rohde, administrerende direktør, en vibrerende fornemmelse i maven.
– Og da vi endelig var i gang, føltes det som om tusind sommerfugle lettede. De første timer har været en rigtig god oplevelse, fordi alt det tekniske har fungeret, siger han.
En af topnyhederne i de spæde timer var den tidligere venstrefløjspolitiker Karen Jespersen, der nu har meldt sig ind i Venstre.
Ifølge Jens Rohde stiler radioen efter at “hylde livet” i stedet for at problematisere.
/ritzau/