TV2 Reklame har netop taget hul på en ny kampagne-strategi, der indebærer at Tv Guiden forsvinder fra skærmen efter første kvartal. Fremtiden byder på større differentiering.
Tv Guiden har været særdeles synlig på skærmen gennem et par år, og marketingchef Flemming Scheel er da også godt tilfreds med resultaterne.
– Hun har skabt traffik på vores forskellige markedspladser, men der har samtidig været tale om en meget bred kommunikation. Vi tror, at vi kan gøre det mere målrettet, siger Flemming Scheel.
Han vil samtidig gerne aflive myterne om de i gåseøjne store budgetter, der tilsyneladende har ligget bag Tv Guiden.
– Vi har selvfølgelig måttet vige pladsen for vores kunder, og derfor har vi måttet operere med temmelig mange visninger for at opnå det planlagte tryk, siger Flemming Scheel.
Den nye strategi indebærer, at der kommer en forskellig kommunikationsplatform til hver af markedspladserne i form af f.eks. tekst-tv og internet.
Samtidig er der udviklet en business-to-business kampagne under sloganet “Vi ses“. Der er bl.a. tale om film, hvor det er TV2’s kunders succes, der skal markedsføre stationen. Første case skildrer BonBon. Udover tv-spottene vil TV2 Reklame også anvende annoncer og mails.