TV2 skal omdannes til et statsligt aktieselskab med henblik på privatisering så hurtigt som muligt, foreslår regeringen i det udkast til en ny mediepolitisk aftale frem til udgangen af 2006, som kulturminister Brian Mikkelsen fremlægger i dag.
Kulturministerens mediepolitiske udspil indeholder desuden en liberalisering af Reklame- og sponsorreglerne – de skal så vidt muligt svare til minimumsreglerne i EF-direktivet “tv uden grænser” med en enkelt undtagelse. TV2 skal ikke have lov at afbryde tv-programmer med reklamer, så længe stationen ikke er privatiseret.
Det betyder, at der ikke bliver specielle danske restriktioner for alkohol, håndkøbsmedicin og forbudszoner for reklamer rettet mod børn.
De eksisterende analoge tv-sendemaster skal digitaliseres, men det skal ske uden at koste staten en øre. Det private digitale masteselskab – gatekeeperen – kan sende krypteret, men DR og TV2 skal indgå i den gratis pakke.
Den femte FM-radiokanal med digital kapacitet, der dækker 78 pct. af befolkningen, udbydes til et kommercielt radioforetagende, der er i stand til at levere nyhedsdækning på højde med DR. Et samarbejde mellem dagbladene kunne tænkes at overtage denne kanal, men det nævner udspillet selvfølgelig ikke udtrykkeligt.
En sjette FM-kanal, der dækker 37 pct. af lytterne, udbydes uden nogen programmæssige forpligtelser.
Forbudet mod lokal-tv stationernes networkning ophæves, og tillige fjernes kravet om lokal tilknytning. /Dj