Bryllupsdagen fredag blev den mest besøgte dag for tv2.dk nogensinde med over 227.000 unikke besøgende og flere end 3,6 millioner sidevisninger.
– TV 2 viste brylluppet live over nettet i høj kvalitet til langt over 75.000 brugere både i Danmark og i udlandet. Det er den hidtil største satsning for os nogensinde med live-streaming af levende billeder over nettet, men det forløb uden problemer, siger chefen for TV 2 Interaktiv, Rune Bech, der mener, at det sender lovende signaler for video-on-demand via nettet i den nære fremtid. TV 2 har siden modtaget masser af emails fra glade danskere i blandt andet Tokyo, New York, Nairobi og Monaco, der fulgte hele begivenheden live via nettet og var begejstrede for muligheden og kvaliteten.
Ikke kun fredag under brylluppet var TV 2s webservere på overarbejde. Også hele weekenden fortsatte stormløbet på tv2.dk.Titusindvis af danskere ville ind og se de over 700 farvefotos fra brylluppet, som TV 2 har lagt ud i sin billedviser, hvor man kan klikke sig igennem dagens mange pletskud. De flere end 200 video-klip af højdepunkterne fra bryllupsdagen blev vist over 150.000 gange hele weekenden fra TV 2s hjemmeside.
Danskernes interesse for brylluppet kunne også tydeligt mærkes på nettet på dr.dk. Her var der fredag knap 290.000 unikke brugere, som i løbet af bryllupsdagen åbnede 3.839.263 sider – ikke mindst på det store bryllups-netsted www.dr.dk/bryllup.
Tallene er væsentlig højere end i april, hvor i gennemsnit 179.000 unikke brugere dagligt åbnede cirka 2.184.000 sider.