Politiske anskuelser og religiøse holdninger. Det er det, der er forbudt at reklamere for på tv. Loven nævner derimod ikke noget om afsenderen, og derfor skal TV2 i hvert enkelt tilfælde vurdere, om et spot er omfattet af denne bestemmelse – uanset afsenderen. Når det så gælder organisationer befinder man sig populært sagt i en gråzone, hvor man i hvert enkelt tilfælde skal finde grænsen
– Spottet for Ældresagen sætter fokus på et alment emne som ældres værdighed, og det mener vi holder sig inden for lovens rammer. At det kan påvirke nogens holdninger, gør det ikke i sig selv ulovligt. Vi kan ikke være så restriktive, at vi skal forbyde alt, der eventuelt kan anvendes i en valgkamp. Alle kan jo påstå, at der er politik i al ting, siger direktør Marianne Pittelkow, TV2 Reklame.
Vanskelighederne med at definere en præcis grænse kan også ses i, at det principielt ikke er forbudt for en politiker eller et parti at optræde i en tv-reklame. For en politiker kunne det f.eks. være i forbindelse med en bog, mens det nok er mere teoretisk at forestille sig, at et politisk parti kan skabe en reklamefilm, som ikke reklamerer for en anskuelse, og derfor kan bringes.
Men er der ‚n grænse for organisationer, så har aviser eksempelvis en bredere margen at operere inden for.
– Aviser er et produkt, hvor det vil være urimeligt at forbyde politiske emner i deres reklamer. Men det skal være tydeligt, at det er en reklame for en avis, siger Marianne Pittelkow.