Konkurrenterne taber mændTV3 har succes med sin nye dramaserie, Nynne, som samler seertal mellem 350.000 og 400.000 seere. Det er et flot niveau, som bør give stationen mod på at prøve nye kræfter med dansk dramatik.
Det er dog ikke nok til at rykke det store billede omkring fordeling af markedsandele – det er der for mange skuffelser blandt de øvrige nye lanceringer til – men Nynne er et godt billede på, hvordan udviklingen har tegnet sig i årets første 9 måneder.
– Viasat og SBS har haft meget fokus på kvinderne. Det har ikke som sådan givet dem fremgang, men det har begrænset tabet blandt kvinder, og stationerne har tabt relativt mere blandt mænd. Hos TV2 er billedet modsat. Her har moderkanalen tabt relativt mere blandt kvinder, siger Mikael Ostenfeld fra Carat, der står bag Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring.
Tallene ly der således, at Viasat i målgruppen 19-50 har tabt 0,4 pct. blandt kvinder i årets første 9 måneder, mens tabet blandt mænd er 1,3. Hos SBS Tv er tabet 0,6 blandt kvinder og 1,9 blandt mænd.
TV2 har derimod tabt 2,1 pct. blandt kvinder 0,6 pct. blandt mænd.
Når tallene viser lutter tab, skyldes det, at der er en generel bevægelse over mod nichekanaler. Men der er altså forskel på, hvilke seere de forskellige kanaler leverer.
Blandt de unge (15-30 år) er det TV2 og SBS, der må aflevere seere. TV2 har tabt 2 pct., mens SBS har tabt 1,1. TV2 samler dog tabet op hos sine andre kanaler.
Årets store vinder er Discovery, som har øget sin share med næsten 50 pct. – fra en share på ca. 2 til nu knap 3. Det er først og fremmest mænd, Discovery samler op.
Den mere kvindelige profil hos Viasat og SBS skal ses på baggrund af, at stationerne på listen over topprogrammer har mange fodbold-kampe, der således er meget attraktive for kanalerne samtidig med at profilen er stærkt mands-orienteret. Men fodboldkampe ændrer altså i kke på det generelle billede.
Mikael Ostenfeld mener, at udviklingen kan give anledning til bekymring for de små kommercielle konkurrenter.
– Der er nogle få ting, der lykkes for dem – men ikke ret meget. De små konkurrenter har ikke ret mange sikre kort, og det giver en vældig stor udfordring i forhold til at finde nye formater til 2007, siger Mikael Ostenfeld.