Søndagens premiere på Big Brother kan give TV2 grund til bekymring. Det halvanden time lange realityshow betød nemlig, at TV2s kommercielle share gik fra 63,4 procent – stationens gennemsnitlige share de seneste tre søndage – ned på 44,1 procent. Altså et dyk på 19,3 procentpoint, der svarer til et fald på over 30 procent. Ifølge tv-director Mikael Ostenfeld fra Initiative Universal skal man dog være varsom med at tolke tallene på baggrund af premieredagen. Men han mener alligevel, at TV2 risikerer at tabe stort på det – og betegner samtidig Big Brother som både professionelt og godt tv-håndværk. Situationen sammenligner Mikael Ostenfeld med 1998, hvor TV3 med Robinson rykkede op i en ny liga.