Tv-stationerne TV 2, DR og TvDanmark har taget en ny holmgang om rettighederne til det danske fodboldlandsholds udekampe. Resultatet er dog blevet det samme, men stemningen kan næppe været blevet bedre mellem parterne efter den nye holmgang.
Sagen startede i mandags, da TvDanmarks adm. dir. Jesper Sehested Lund tilbød DR og TV 2, at de kunne købe de tre næste udekampe til en forskudt transmission. Pris: I alt 6 mio. kr. for de tre kampe.
– Vores interesse handler om live-transmission til dem, som kan tage TvDanmark1. Så længe det ikke konflikter for meget med vores interesser, så vil vi godt give resten af befolkningen mulighed for at se kampene, siger Jesper Sehested Lund.
Svaret blev dog negativt fra begge stationer, som dækker sig ind under bekendtgørelsen, der kræver, at fodboldkampene sendes live. Samtidig har TV 2 genfremsat et tilbud om at købe kampene til den markedspris, som de engelske advokater definerede i forbindelse med retssagen i sommer om rettighederne. I en nyhedsmail her til eftermiddag meddeler TV 2 desuden, at man har brug for svar senest i morgen fredag.
TV 2 behøver dog ikke vente på svaret. Tilbudet har ingen interesse, meddeler Jesper Sehested Lund, som karakteriserer stationernes svar som misbrug af bekendtgørelsen.
– Hvis de havde live-rettighederne, så var de pligtige til at sende live. Men det har de ikke. Vi har rettighederne, og det har vi endda en domstolsafgørelse på, og så kan man ikke dække sig ind under bekendtgørelsen, siger Jesper Sehested Lund. fin