TV2 vil ikke længere blot købe programmer af produktionsselskaber. I fremtiden skal tv-formater skabes af TV 2 selv, som på den måde får ejerskab af formaterne.
Det nye formatudviklingsselskab, TV 2 Udvikling, er etableret pr. 1. januar, hvor også selskabets nye direktør Hanne Danielsen tiltræder. Hun er i dag direktør hos tv-produktionsselskabet Strix, der er et selskab ejet af MTG, der også ejer TV3.
Ifølge Hanne Danielsen bliver selskabets opgave at udvikle, men ikke producere, formater i fortrinsvis underholdningsgenren til primært TV2’s kanaler. Men selskabet skal også kunne sælge formater til konkurrerende kanaler herhjemme og til kanaler i udlandet.
– Selvom Strix har været ejet af MTG har vi solgt programmer til både TvDanmark og TV 2, siger TV 2’s nye Udviklings direktør, der afviser, at det nye selskab på sigt skulle blive til TV 2’s eget produktionsselskab.
– Det ligger ikke umiddelbart i de planer jeg har fået forelagt, siger Hanne Danielsen, der understreger, at målsætningen handler om at slippe for at skulle forhandle om formatrettigheder, når der skabes nye programmer.
– Samtidig sikrer man at de nye formater bliver skabt i forhold til TV 2’s værdier, siger hun.