En uge uden Big Brother. Det er noget, der giver TV3 grund til fornyet optimisme. Med en samlet kommerciel share (15-50 år) på godt 29 procent i forrige uge lå TV3/3+ nemlig for første gang i år over den tilsvarende uge sidste år. Og det er det højeste niveau siden ugen med Robinson-finalen 2000. Tilmed har der siden slutningen af marts været en tydelig opadgående tendens i TV3/3+s samlede share, således at tv-markedets styrkeforhold nu er på vej tilbage til “normale“ tilstande.
Det viser en udvidet graf af tv-markedets nøgletal, som Carat Danmark har udarbejdet til Markedsføring.
– Udviklingen er vendt for TV3. Efter at have været hårdt presset af TvDanmark her i foråret viser tallene for forrige uge, at de nu er kommet tilbage på niveau med foråret sidste år. TV3/3+ viser en pæn positiv udvikling, og jeg tror, at det billede vi ser nu vil fortsætte. Ikke at deres kommercielle share vil stige yderligere, men at TV3/3+ kan hive 2. kvartal hjem, forklarer Research Manager Mogens Østergaard og tilføjer, at det uden tvivl skyldes “TvDanmark uden Big Brother“.
– De to kanaler bytter seere, for der har ikke været nogen enkeltstående begivenheder til at skærpe konkurrencen. Vi kan jo også se, at TvDanmark nu er tilbage på samme niveau som inden Big Brother – dog stadigvæk på et højere niveau end sidste år, understreger han.
Big Brother har altså kun effekt, når det så at sige er On Air, og derfor burde TvDanmark nok have benyttet succesen til at lancere endnu et programkoncept, som kunne bygge videre på den positive seerudvikling.
– Selvfølgelig er TvDanmark blevet brandet gennem Big Brother, men der er ikke noget, der tyder på, at det har rykket seerandele, pointerer Mogens Østergaard.