TV3’s penetration er faldet siden 2000. I hvert fald den penetration, som Gallup anvender i Tv Meter systemet.
Her anvender en såkaldt adfærds-baseret penetration, og det betyder, at en husstand falder væk, hvis den ikke har været inde på kanalen i 3 måneder. På det grundlag er TV3’s penetration sevet støt siden 2000, hvor den var 72,3 blandt alle husstande. Lige nu er den 65,7, og det fald er lig med ca. 150.000 husstande.
– Om TV3 samtidig rent faktisk også har mistet husstandene som abonnenter, ved jeg ikke. Men umiddelbart tror jeg det ikke, og man må ikke håbe det for TV3, fordi det så gør dobbelt ondt. Færre husstande til annoncørerne og færre abonnements-indtægter, siger Mikael Ostenfeld fra Carat, der står bag Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring..
Han mener, at udviklingen er udtryk for den generelle konkurrence-situa tion.
– Jeg tror, at den faldende penetration er udtryk for, at TV3 ikke er lige så unik i dag som for 4 år siden. Dengang havde man f.eks. Champions League og Robinson, men ingen af delene fremstår lige så unikt i dag. Men udviklingen er uheldig, fordi det er sværere at opnå dækning på kanalen. En ting er en let faldende share – annoncørerne kan stadig få kontakt med husstandene selvom de ser lidt mindre på TV3. Med faldet i penetration har annoncørerne tabt muligheden for at ramme disse husstande, siger Mikael Ostenfeld men tilføjer, at så længe det blot er et fald i den adfærds-baserede penetration, så kan programudbudet hurtigt hente dem tilbage igen.
Endelig konstaterer han, at der ikke har været den samme tendens på 3+. Her har penetrationen været stabil i perioden på omkring 65 pct. Heller ikke TvDanmark har oplevet en faldende penetration.
TvDanmark og Kanal 5 er i øvrigt den gruppe, der er kommet bedst fra start i år med en samlet vækst i januar. Fremgangen skal dog ses på baggrund af, at januar s idste år ikke var særligt god, og der er da heller ikke tale om væsentlige program-successer.
– Det er tildels indkøbte udenlandske programmer og spansk fodbold, der har fungeret for TvDanmark og Kanal 5. Med Thomas Gravesen og Jesper Grønkjærs overgang til spansk fodbold har gruppens satsning på den spanske liga vist sig at være en god ide. Udfordringen for gruppen er således fortsat at udvikle nogle attraktive egen-produktioner. Man ser nu ud til at have en stabil basis. Egenproduktionerne skal så lægge oven på toppen og styrke stationernes image, siger Mikael Ostenfeld.