I en artikel i Politiken i går hævder man, at TvDanmark og TV3 adskillige gange skulle have sendt flere reklamer pr. time end tilladt. Af artiklen fremgår det, at TV3 har brudt reklamelovgivningen 87 gange indenfor de seneste tre måneder, men det mener TV3 ikke er tilfældet.
I en pressemeddelelse fra TV3 hedder det, at man i beregningerne skal tage hensyn til den engelske lovgivning, hvor sponsorkrediteringer ikke tæller som reklamer, og at TV-spots, der starter nogle sekunder i hel vil tælle med hele spottets varighed i den forgående time.
Ifølge TV3 skulle de således ikke have overskredet reklametiden 87 – men kun ni – gange i perioden – og kun én gang med mere end seks sekunder.
– TV3 beklager fejlene, og vi har straks taget skridt til at sikre, at det ikke gentager sig, siger informationschef Niels Jørgen Langkilde. cnb