Masser af seere til eksempelvis Champions League-fodbold og realityprogrammer som Paradise Hotel og Sunny Beach gjorde 2010 til et godt år for TV3-kanalerne.
Tv-gruppen opnåede således det bedste resultat i 10 år med en kommerciel seerandel på 23,6 procent i målgruppen 21-50 år.
TV3-kanalerne satte – naturligt nok, når antallet af seere ryger i vejret – også rekord i reklamedækningen, hvilket er en betegnelse for, hvor mange seere, der har set reklamerne på TV3-kanalerne i løbet af en uge.
I aldersgruppen 21-50 år landede reklamedækningen på 60,2 procentpoint i 2010, hvilket er indeks 104,5 i forhold til 2009.
TV3 satte seerrekord i efteråret, da fodboldbraget mellem FCK og Barcelona havde 891.000 seere i gennemsnit på TV3+ i første halveg, mens anden halveg trak hele 932.000 seere.
– At TV3-kanalerne sætter flere rekorder i 2010 er glædeligt, idet vi jo har investeret massivt i både danske programmer og sport. Men det er ikke en sovepude for os. Vi er yderst ambitiøse for 2011, og med rekorderne sidste år er barren sat højt for os i de næste 12 måneder, siger TV3’s administrerende direktør, Kim Poder.
Han fortæller, at TV3 er kommet godt i gang i det nye år, da TV3 i de to første uger er gået frem i seerandele i 10 ud af 13 dage.