At Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) i dag i Berlingske Tidende præsenterer en tv-model, der blandt giver danskerne mere end 40 internet-kanaler, er ikke noget der umiddelbart er interessant for hverken TV3 eller TvDanamark. Heller ikke selvom ministeren siger, at hun vil gøre det billigt for dem at være med.
– Det er svært at se hvad modellen egentlig kan tilbyde, men grundlæggende må der for en virksomhed som os ikke herske tvivl om de kommercielle vilkår. Hvis modellen så at sige skal være langtidsholdbar, skal vi som minimum have de samme konkurrencebetingelser og dermed de samme reklameregler som i dag. Og hvorfor skulle vi gå med, hvis vi får dårligere betingelser, påpeger direktør Henrik Jensen, TV3, der også siger, at det i sidste ende selvfølgelig skal være attraktivt for den menige seer at være med på ordningen.
Adm. direktør Jesper Sehested Lund fra TvDanmark er enig i, at det handler om at se på modellen udfra et forbrugerbestemt synspunkt.
– Hvis ikke betingelserne er konkurrencedygtige, så vil hverken programleverandører eller tv-kanaler være med – og så vil forbrugerne heller ikke ad frivillighedens vej have interesse for boksen. Det er jo totalt logisk udfra et markedsorienteret synspunkt, pointerer han.
Jesper Sehested Lund mener naturligvis også, at betingelserne skal være mindst ligeså attraktive for TvDanmark som at distribuere gennem satellit.
– Starter man med at have en række begrænsninger i sin model, så forringer man chancen for at programleverandører og tv-kanaler vil være med. Så i stedet for at starte med at kaste grus og glasskår på vejen skal hun tænke som en privat virksomhed ville gøre. Og det vil sige tænke på hvordan man kan sørge for at programleverandører og tv-kanaler vil investere betydelige ressourcer i det jordbaserede sendenet, understreger han. cnb