Selvom Robison Ekspeditionen i år har færre seere end forventet er det stadigvæk stationens mest succesrige programformat.
TV3’s direktør, Jesper Grønholdt, vil ikke ud med, hvor mange seere stationen havde regnet med, men understreger, at det er et godt stykke under det han havde forventet.
Sidste år havde de første afsnit af Robinson omkring 600.000 seere, men i år ligger niveauet under 400.000 seere, hvilket er 100.000 lavere end premiere-året 1998. Det hidtil bedste år var 2000, hvor seertallet lagde ud omkring 800.000.
– Lige nu må jeg konstatere, at sådan er situationen, siger Jesper Grønholdt, der tror faldet skyldes en større konkurrence situation blandt tv-stationerne.
Han vil derfor produktudvikle formatet.
– Jeg ved ikke, hvad der skal til, men det vil vi bruge de næste syv måneder på at finde ud af, siger Jesper Grønholdt, der glæder sig over, at Robinson Ekspeditionen er det eneste TV3-program, som ligger under forventningerne. Par på Prøve har i gennemsnit 272.000 seere, Åben Hus 163.000 seere og De Fantastiske Fem 176.000 seere.