Store dele af landet er så plaget af tvangsauktioner, at det presser hele boligmarkedet ned og dermed forværrer krisen.

Det skriver Jyllands-Posten.

I 36 af landets 98 kommuner svarende til 37 pct. udgør tvangsauktioner over villaer og rækkehuse mindst 10 pct. af kommunens samlede boligsalg, og næsten hver 10. kommune er så hårdt ramt, at tvangsauktioner udgør mindst hver femte bolighandel. Det overrasker boligeksperterne.

– Det er høje niveauer. Det samlede antal tvangsauktioner er dog ikke højt på landsplan, men mange kommuner er efterhånden hårdt ramt, siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.

Ifølge en boligforsker er det et tydeligt tegn på, at krisen fortsat hærger det danske boligmarked.

Lolland Kommune topper listen. Her udgør tvangsauktioner 37 pct. af det samlede boligsalg.

– Det viser, at det er meget svært – næsten umuligt – at sælge sin bolig flere steder i landet og især på Lolland. Krisen kradser fortsat flere steder, og det vil fortsætte i lang tid, siger Morten Skak, lektor på Syddansk Universitet.

Jyllands-Posten