Satsningen på digitalt sker i erkendelse af, at fremtiden ligger i det digitale tv-univers, der giver en række interaktive muligheder, som ikke kan lade sig gøre på analogt tv. TvDanmark har allerede i forbindelse med Big Brother afprøvet en række af disse muligheder og vil gerne videreudvikle dem. Fra 3. september satser TvDanmark 1 udelukkende på digitalt tv og stopper dermed sine analoge sendinger.
– Den positive udvikling i penetrationen af digitale dekodere er nu for alvor en realitet. Af samme grund har en lang række store internationale tv-kanaler besluttet at stoppe deres analoge sendinger til efteråret. Dette er bare endnu et kraftigt signal om, at fremtidens tv er digitalt, og den udvikling har vi nu valgt at bakke 100 procent op, siger adm. direktør i TvDanmark, Jesper Sehested Lund.
En række internationale tv-kanaler har tidligere meldt ud, at de udelukkende vil sende digitalt efter 3. september i år.
Det drejer sig bl.a. om Discovery, Animal Planet, CNN, Cartoon Network, Fox Kids og TCM
– At TvDanmark 1 udelukkende satser digitalt er en naturlig udvikling og helt i tråd med de fleste andre tv-kanaler, vi distribuerer. Det er samtidig en klar konsekvens af, at Canal Digital har haft stor succes med at få digitale abonnenter. Alle analoge parabolejere har nu god tid til at anskaffe sig det nødvendige digitale udstyr, og vi er naturligvis behjælpelige på alle mulige måder, siger adm. direktør i Canal Digital Danmark, Jens B. Arnesen.
I den sidste måned har seere med en digital satellitmodtager fra Canal Digital kunnet følge deltagerne i Big Brother huset 24 timer i døgnet med mulighed for selv at skifte mellem husets kameraer:
– Dette har fungeret så godt, at vi nu er klar til i højere grad at bruge de interaktive muligheder på vores sendeflade – både i nuværende og kommende programmer. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man i fremtiden kan få ud af sit tv, siger Jesper Sehested Lund. jür