Lukningen sker som følge af økonomiske problemer, og der var sort skærm allerede i går. Lukningen kommer på trods af, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) fra årsskiftet fjernede den forhadte netværksafgift.
Det er Told- og Skatteregion Århus, der har bedt Kammeradvokaten om at erklære TvDanmark Østjylland konkurs.
Selvom netværksafgiften, der var pålagt tv-stationerne for at samsende reklamer og film, netop er blevet fjernet, så skete det for sent til at redde den århusianske tv-station.
– I perioden fra stationens start i april 1997 til i dag er der oparbejdet en negativ egenkapital på ca. 7,3 mio. kr. I samme periode er der fra Århus betalt knap 10 mio. kr. i netværksafgift til staten. Så staten har med den ene hånd skabt vores finansielle problemer og med den anden hånd lukket os, siger Bjarne Stig Mogensen, der er administrerende direktør i Fonden TvDanmark Østjylland.