TvDanmark skifter navn i det nye år til SBS Tv for at få et mere neutralt navn i forhold til selskabets to tv-brands, Tv Danmark og Kanal 5. Samtidig lægger selskabet op til en massiv markedsførings-indsats i det nye år for primært Kanal 5.
Adm. dir. Henrik Ravn taler om en vækst i markedsføringsbudgettet på mellem 50 og 75 pct., hvilket indebærer et merforbrug på et to-cifret million-beløb.
Samtidig er selskabet på jagt efter et nyt reklamebureau, der skal hjælpe med markedsføringen. Hidtil har man samarbejdet med Timeline, som fortsætter med at hjælpe med produktionen af bl.a. trailers.
SBS Tv har allerede været igennem en runde med 4 bureauer, som nu er reduceret til to. Sidste præsentation er på mandag, og beslutningen ventes i næste uge.
Henrik Ravn fremhæver tre opgaver for markedsføringen af Kanal 5.
Dels skal der skabes en rød tråd i kommunikationen. Dels skal der skabes opmærksomhed. Kanal 5 skal højere op i Top of mind – bl.a. i forhold til den udvidede penetration, der ligger i, at kanalen er kommet ind i TDC Kabeltv’s mellempakke.
Og dels skal profilen på kanalen skærpes.
SBS Tv har besluttet at rendyrke koncepterne på Tv Danmark og Kanal 5 endnu mere. Tv Danmark bliver den mere feminint orienterede kanal med reportager og serier, der handler om relationer mellem mennesker. ”Tv du kan mærke”. Kanal 5 bliver en ren underholdningskanal og mere maskulin. Det bliver bl.a. her, man kan finde sports-satsningerne. fin