Smagsdommerne i dagbladene var uden nåde over for Kurt Thorsens talkshow på TvDanmark2. Men TvDanmark er ikke desto mindre tilfreds med seertallene, og peger på, at det steg gennem programmet, så seerne “kunne åbenbart lide hvad de så”.
Gennemsnittet blev 218.000 seere i målgruppen 12 år+ og det gav faktisk TvDanmark den hidtil bedste rating i år. Programmets peak blev så sent som lidt over 22, hvor seertallet nåede 287.000.
– Vi er meget glade for seernes interesse for Thorsens. Med disse seertal har vi al mulig grund til at tro på at successen holder og endda kommer til at overstige de forventninger vi selv har haft til programmet. Det er vi selvsagt meget tilfredse med, siger informationschef Lars Kaspersen, TvDanmark.