Der var skandale i Press&Outdoor i år. En af Grand Prix vinderne blev diskvalificeret i sidste øjeblik da man fandt ud af, at annoncekampagnen aldrig havde været en betalt kampagne.
To kampagner fik Grand Prix, den ene i print gik til Playstation 2 og det franske reklamebureau TBWA/Paris Boulogne-Billancourt for den visuelt stærke kampagne ”Rebirth”. Grand Prix’en i outdoor gik til Insektmidlet Kiwicare og bureauet Grey Worldwide fra Auckland, New Zealand for kampagnen ”Fly, Mosquito og Spider”.
Juryformanden Dan Wieden begrundede bl.a. valgene med, at Playstation er et godt eksempel på en ny retning for et kendt varemærke, uden rubrik og med en mere emotionel end logisk tone. For Kiwicares vedkommende mente juryformanden, at der var blevet lavet en meget usædvanlig kampagne for et meget dagligdags produkt.
Men inden valget faldet på de to outdoor-kampager havde en mindre skandale fundet sted.
Leo Burnett i Lissabon stod bag en diskvalificeret kampagne for en lokal portugisisk boghandel. Kampagnen havde kun været opsat nogle få steder i nærheden af bureauet i Lissabon og i selve boghandelen. Til det sagde Dan Wieden bl.a.: Det viser bare, at denne her jury er meget barsk mht. bidragene i år. Vi har været igennem over 8000 bidrag og har været meget opmærksomme på, at bidragene har været korrekt indrykkede.
Når det så er sagt, så viser det sig efterfølgende, at der, bl.a. ifølge det danske jurymedlem i filmjuryen, Henrik Juul, er opstået vrøvl med Grand Prix vinderen i outdoor, nemlig kampagnen for Kiwicare. Her mente man efterfølgende, at stilen i kampagnen var lige lovlig stærkt inspireret af en tegning af tegneren Gary Larson.
Om kampagnen ville være blevet diskvalificeret, hvis man havde vidst det inden den fik Grand Prix vides ikke, men en ting er sikkert, man kan ikke diskvalificere en kampagne, der allerede er blevet præmieret.