Budskabet kunne ikke komme på et værre tidspunkt. Islandske Dagsbrún fortalte i forbindelse med sit halvårsregnskab, at selskabet vil etablere en fond, der skal stå for driften af danske Nyhedsavisen. Dagsbrún vil skyde 50 mio. kr. i fonden og invitere andre investorer med. Selskabet har ikke ambition om at være andet end mindretals-aktionær.
Selv om det i meddelelsen understreges, at initiativet handler om at adskille Dagsbrúns investeringer og operationelle aktiviteter samt sikre et stærkt grundlag for Nyhedsavisen, så blev meddelelsen meget hurtigt tolket således, at Dagsbrún ikke mere selv tror på projektet. Direktøren for det danske datterselskab 365 Media Scandinavia, Svenn Dam har da også måttet indkalde til stormøde på avisen, og Dagsbrúns islandske direktør, Gunner Egilsson har måttet rykke ud med forsikringer:
”Vi har mindst 350 millioner fra os selv og andre investorer i Nyhedsavisen. Nogle af investorerne er fra Island, men der er også investorer fra andre lande. Nyhedsavisen vil udkomme efter planen, og der er ingen grund til bekymring,” lyder meldingen til Ritzau.
Svenn Dam citeres for følgende: ”Jeg har vidst dette her hele tiden, lige siden jeg talte med Dagsbrún første gang. Men jeg kan se, at det nok havde været fornuftigt at forklare det noget før. Jeg er 100 procent sikker på, at der er investorer og penge til at gennemføre dette projekt”.
At det nok havde været en god ide at informere tidligere, er der næppe nogen, der vil modsige ham i. I en situation, hvor Nyhedsavisen er blevet overhalet af både Berlingske og JP-Politiken, vil meddelelsen som minimum blive fortolket som et forsøg på at minimere den finansielle risiko i en benhård konkurrence.
På den anden side må man sige, at islandsk økonomi er i en sådan forfatning, at det at skulle overføre penge fra Island som grundlag for projektet ikke forekommer at være det mest solide. Så vil der være mere idé i at finansiere det ud af det danske marked – f.eks. gennem den islandsk ejede bank, FIH. fin