I al sin enfoldige banalitet er fremtiden ufattelig svær at tale om. Per definition er den der ikke og vi møder den heller aldrig. Det eneste vi kan, er derfor at tro på den. Lidt af et problem i en kultur som vores, hvor troen på fremtiden er afløst af troen på forbrug, heldet i Lotto og eventyret i Robinson.
Derfor kan det næppe overraske, at 20% af befolkningen ikke ved, om de skal stemme ja eller nej til Euroen.
Tvivlere kaldes de. En grålig betegnelse vi normalt bruger over for dem, der er dvælende af sind og har svært ved at tage en beslutning.
Men hvor dumt det end lyder, så kan det være fantastisk svært at tage en beslutning om noget, der ikke er forankret i en følelse. Mange ja- og nejsigerne afslører derfor også tvivl, ikke mindst når diskussionen sætter Euroen i det perspektiv, afstemningen dybest set handler om: nemlig troen på et fællesskab, som mere har med mellemfolkelig sameksistens end med nationer at gøre.
Men det er ikke visionen i et fællesskab, politikerne diskuterer. De messer og belærer. De taler om økonomi. De truer. De er vildt uenige. De håner hinanden. De er meget, meget alvorlige. De taler ned til os. De taler om fornuft, uden at diskutere hvis fornuft. Og de er så firskårne og overbeviste i deres ja- og nejærinde, at det næsten virker skræmmende, foruroligende.
Det er så menneskeligt at tvivle. Men politikere har ikke mod til at tvivle. Og de har især ikke mod til at diskutere følelser.
Det ville ellers være så sympatisk, hvis et af de kendte ansigter turde stå frem for åben skærm og sige: “Euroen! Tjaa -jeg ved det ikke rigtigt! Jeg tvivler, men jeg tror og håber på en fremtid, som bla bla!“
Men sådan ét ansigt findes ikke. Ingen politikere tvivler. De siger ja og de siger nej. Men tvivle, det kan en politiker ikke.
Det er ikke spor farligt at tvivle. Tværtimod. Det er godt at tvivle.
Men til forskel fra de overbeviste, har tvivlere brug for at diskutere og tale med hinanden. De har brug for at diskutere deres usikkerhed, de har brug for at afprøve deres tøvende og følende argumenter over for andre. Holder argumenterne her, er der ikke lang vej til erkendelse.
At tvivle er derfor også at vise vej. Vej ud af det perspektivløse og visionsforladte rum tvivlerne er bragt i, fordi et rationale som økonomi ikke kan være et fornuftigt bud på fremtiden.