Efter længere tids spekulationer bekræftede Carlsberg-gruppen i mandags i en pressemeddelelse, at man genopliver det snart 40 år gamle slogan ”probably the best beer ads in the world”.

Bekræftelsen kom samtidig med, at bryggeriet sendte et nyt reklamespot i luften, kreeret af Amsterdam-bureauet 72and Sunny, som samtidig genopliver en anden velkendt tagline fra Carlsberg: ”If Carlsberg did…”

Filmen har i denne uge sikret sig omtale i medier verden over, men nu har britiske Campaign puttet en smule malurt i humle-bægeret og udnævnt reklamefilmen til ”Ugens Kalkun” (Turkey of the Week). 

En reklamefilm for BMW udnævnes samtidig til det mere positive ”Pick of the Week”.

Redaktør James Swift skriver således om filmen, at han ”ikke er overbevist”:

– Det er da ikke den værste, jeg har set, men den når slet ikke de eminente højder, vi har set i tidligere reklamer. Problemet er, at Carlsbergs supermarked bare ikke er så fantastisk. Jeg boede engang ved siden af et Budgens-supermarked, der solgte egernkød, og det var meget bedre, skriver han – med et glimt i øjet.

Filmen kører i henholdsvis 30, 60 og 80 sekunders-udgaver på henholdsvis tv og online, og kampagnen kommer også til at køre i en stribe andre lande – herunder Danmark.

Se eller gense Carlsbergs film her – efterfulgt af BMW-filmen, som Campaign i denne uge har tildelt den lidt mere positive titel ”Pick of the Week”. 

Carlsberg

BMW