En sjælden hæder tilfalder Falcon Social, der fremover vil arbejde tættere sammen med Twitter.
Det betyder indsigt i kommende Twitter-tiltag tidligere end det normale marked, og derfor vil de danske leverandører af SoMe-management løsninger være i stand til at yde brands mere opdaterede strategiske råd til at drage nytte af de forretningsmuligheder, som Twitter tilbyder.
– Twitters seneste produktlanceringer viser, at netværket bevæger sig i en ny retning målrettet en bredere slutbrugergruppe, og partnerskabet sikrer, at vi kan give vores kunder øjeblikkelig adgang til Twitters nye tiltag, siger Ulrik Bo Larsen (billedet herunder th.), CEO og stifter af Falcon Social.
Et af tiltagene vil være aggregerede real-time tweets i Falcon Socials ”Measure”, som gør Falcons brugere i stand til at opnå indsigter, der aldrig før har været mulige, vurderer SoMe-folkene selv.
Falcon Social har de seneste måneder også sikret sig andre markante partnerskaber med datagiganterne Lexalytics og DataSift, hvilket har stadfæstet positionen blandt de markedsledende indenfor social media management.
Mikro-begivenheder driver SoMe
Social media-eksperten Mikael Lemberg, Director of Product Management ved Falcon Social, siger:
– Hvis man vil have succes med marketing, skal man fange kunderne i realtid – og have et formål med det. Twitter gør det muligt, fordi det handler om “mikro-begivenheder”, som virksomhederne kan skabe eller hoppe med på.
– Vi tror på, at Twitter virkelig kan forandre noget for erhvervslivet, og at være Twitter-certificeret partner betyder, at vores kunder kan være med helt fremme på denne innovative tilgang til kommunikation med kunder og andre interessenter.
Chris Moody, VP for Data Strategy hos Twitter, tilføjer:
– Set fra et dataperspektiv, repræsenterer Twitter et enormt offentligt arkiv over menneskelige tanker, der omfavner ideer, holdninger og debatter, der foregår verden over om nærmest ethvert emne hvert eneste øjeblik.
Globalt er lidt over 80 virksomheder en del af Twitters fine selskab, der kræver spidskompetencer inden ét af otte områder, hvor Falcon Social fornemt dækker flere af dem, og derfor nok får lidt af en særstatus i Twitter-klubben, slutter bureauet optimistisk af.