Twitters stifter og bestyrelsesformand Jack Dorsey er en glad mand, analytikere spår nemlig, at det sociale netværks omsætning vil nå 1 milliard dollar inden udgangen af 2013, og at det vil lægge en solid bund under en kommende børsintroduktion.

Det skriver Dagbladet Børsen.

I forvejen er Twitters salg fordoblet år efter år, og ifølge CBS Money Watch er netværkets markedsværdi nu oppe på 10 mia. dollar. Investorerne går derfor nu bare og venter på, at Jack Dorsey skal beslutte sig for en børslancering – også selv om sporene skræmmer oven på Facebook.

Børsnoteringen af Linkedin har nemlig betalt sig for investorerne, og ud over Twitter er der ikke mange tilbage i den branche efter at både Tumblr og Instagram er købt op.

– Målt i omsætning er Twitter stadig meget mindre end Facebook var ved lanceringen for et år siden, siger Sam Hamadeh, koncernchef for det finansielle analysefirma Priv Co.

– Twitter er også meget mindre værdifuld og meget mindre rent indtjeningsmæssigt. Men det er lige præcis det, investorerne vil have. Tilstrækkelig størrelse til, at det er meningsfuldt, men ikke så meget, at selskabet er overvurderet, og at kødet allerede er suttet af benene, siger han.

Børsen