Rygter om chefen for den tyske Bundesbanks exit eksploderede en formiddag i januar på Europas børser og rystede markederne.
Det sociale medie Twitter var arnested for rygtet, der gik ud på, at chefen for den tyske Bundesbank, Jens Weidmann, ville træde tilbage, hvilket ville efterlade Europas bærende økonomi i et pengepolitisk vakuum og være sprængfarligt nyt for de finansielle markeder.
Det skriver Berlingske Business.
Sagen om Weidmann-rygtet på Twitter er et eksempel på, hvordan de sociale medier har indtaget en central rolle på finansmarkederne og kan virke som en destabiliserende kraft.
Nøjagtigt som de nye medier har vist sig som et effektivt redskab til deling af information for investorer og alle mulige andre begejstrede brugere verden over, så er en kanal som Twitter også ”en farlig flammekaster i hænderne på børsdesperadoer, der med pyromaniske tendenser dyrker spredningen af vildledende informationer”, som det lyder i avisen.
På under en halv time blev den falske information om bundesbankchefens afgang vist mere end en kvart million gange på skærme i hele verden, viser en kortlægning, som avisen har foretaget.
Rygterne begyndte i nettets mere dunkle kroge blandt selvbestaltede eksperter og kommentatorer, men blev hurtigt videregivet af ansatte i etablerede finansielle institutioner som Danske Bank og Saxo Bank samt af respekterede journalister.
Berlingske Business