I jagten på indtjening har det sociale netværk Twitter indgået en aftale med et af verdens største mediabureauer, Starcom.
Mediabureauet er en del af Publicis-gruppen, og aftalen anslås af mange internationale medier til at have en værdi af flere hundrede millioner dollar. Vel at mærke over en flerårig periode.
Nyheden blev bragt til torvs af Financial Times, men heri – såvel som i de mange andre opfølgende historier – er det uklart, hvad aftalen indeholder i detaljer.
Ifølge erhvervsmediet giver aftalen Starcom særlige fordele, når de køber annoncer for deres kunder på Twitter, og bureauet får samtidig særlig adgang til det sociale netværks data om brugere etc., som kan være guld værd i marketingsammenhænge.
Starcom er langt fra uvant med at håndtere klienter af denne størrelse, da kundelisten blandt andet indeholder store koncerner som Procter & Gamble, Walmart, Microsoft og Coca-Cola.
Marketingmediet E-marketer estimerede i slutningen af marts, at Twitters samlede reklameomsætning næsten vil fordobles i løbet af de næste par år. Fra 583 millioner dollar i 2013 til 950 millioner dollar 2014.
Udover at være en stor fjer i hatten for Starcom, så understreger Twitters aftale med Starcom også, hvor stor en rolle reklamesalg spiller i det sociale netværks forretningsplan.