Det sociale medie Twitter har netop ansat en tidligere chef hos investeringsbanken Morgan Stanley, og dermed bringes en børsnotering af det sociale medie atter på banen.
Det drejer sig om Cynthia Gaylor som skal lede Twitters virksomheds-udviklingshold, og dermed blusser spekulationerne om en snarlig børsnotering igen op, skriver Reuters.
Cynthia Gaylor har blandt andet stor erfaring fra investeringsbankverden med børsnoteringer og opkøb. Hun har desuden stor indsigt med internetvirksomheder, idet hun har været rådgiver på højt profilerede handler, såsom Amazons opkøb af Zappos og Googles opkøb af AdMob.
Twitter anses, som den mest oplagte internet-børsnoteringskandidat, og tilbage i januar i år, vurderede analytiker hos Greencrest Max Wolff, at Twitter havde en værdi på cirka 11 mia. dollar på baggrund af handler med de ikke noterede aktier.
Det går nemlig hastigt fremad for Twitter, og så sent som i midten af april indgik selskabet sin hidtil største reklamekontrakt med mediebureauet Starcom MediaVest Group (SMG).
aktiefokus.dk/Reuters