Det sociale medie Twitter nåede lørdag eftermiddag besked nummer 20 milliarder, skriver BBC. Via Twitter kan brugere skrive beskeder på højst 140 tegn og sende dem ud til folk, der abonnerer på deres profil. Indholdet er helt op til brugerne og kan være alt fra, hvad man laver lige nu, til viden om et emne, man interesserer sig særligt for.
Twitters popularitet er stærkt stigende i hele verden. Tjenesten var fire år om at nå 10 mia. beskeder, hvilket skete i marts, men altså mindre end fem måneder om at fordoble antallet. Det synes heller ikke tilfældigt, at twit nummer 20 milliarder blev sendt i Japan. Japanerne sender 8 mio. beskeder hver dag, hvilket svarer til 12 pct. af den samlede trafik på tjenesten. Dermed er Japan Twitters næststørste område efter hjemlandet USA.
Epn.dk