I fredags var USA og resten af verden vidne til indsættelsen af Donald John Trump som den 45. amerikanske præsident, og det gik naturligvis ikke ubemærket hen. Heller ikke på det sociale medie Twitter, der som bekendt også er en af den nyslåede præsidents egne favorit-kanaler.

Men hvad sagde de så til deres nye leder, de kvidrende amerikanere? Det har media intelligence virksomheden Meltwater set nærmere på – og helt overordnet har reaktionerne været negative.

Faktisk steg niveauet af negative tweets i løbet af weekenden: På indsættelsesdagen var 59 procent af tweets om Trump negative, mens andelen af negative tweets steg til 65 procent lørdag og 69 procent søndag.

– Den stigende andel af negative tweets kan være et udtryk for de aktiviteter, der prægede dagsordenen over weekenden, herunder Women’s March og Trump første handlinger som præsident, som fx underskrivelsen af dekretet om at afskaffe Obamacare, de sider, han har fjernet fra Det Hvide Hus’ website og hans angreb på de amerikanske mediers dækning af indsættelsen, siger Christian Pedersen, direktør hos Meltwater Danmark.

Flere temaer i spil
Meltwaters tal viser, at der i dagene op til Trumps indsættelse i gennemsnit var 747.899 tweets, der omhandlede Trump.

I weekenden steg antallet af tweets til det dobbelte i takt med, at amerikanerne fulgte indsættelsen og den nye præsidents første handlinger som præsident.

– Vores data viser, at samtalen om Trump på Twitter steg markant over weekenden. Twitter er et populært socialt medie i USA – særligt blandt de yngre befolkningsgrupper. Og debatten er fortsat hele weekenden, hvor antallet af tweets toppede i lørdags med 1.381.381 tweets om Trump, siger Christian Pedersen.

Især tre emner har fyldt: Antallet af tilskuere til Trumps indsættelse sammenlignet med Obamas indsættelse i 2009, emner, der er fjernet på Det Hvide Hus’ website – herunder klimaforandringer og borgerrettigheder – samt Women’s March, hvor tusinder af kvinder verden over gik i protestmarch mod Trump.

Overordnet har de mest hyppige temaer i tweets om Trump i perioden været kvinder, race, religion, køn og nationalitet – og Obama.

Datagrundlaget er baseret på ”Trump” ELLER ”Donald Trump ELLER DonaldTrump” på Twitter fra USA i perioden fra den 17. til den 23. januar 2017.