Kvidretjenesten Twitter udvider et af selskabets annonceformater, Promoted Tweets, der blev lanceret i april 2010 og udvidet i juli i år.
Reklameformatet gav efter udvidelsen i år, som omtales i
dette blogindlæg, annoncører mulighed for at få vist reklame-tweets i en brugers Twitter-strøm.
På den måde fik Twitter lanceret reklamer i strømmen af tweets, men kun, hvis brugeren fulgte et brand. Nu er en del af det forbehold forsvundet, og reklamerne kan nu rettes mod flere brugere af tjenesten, men langt fra alle.
Annoncører kan således kun sende reklame-tweets til brugere, som Twitter afgør, der har samme interesser som dem, der følger brandet på Twitter.
En talsmand fra Twitter udtaler til adage.com, at de nye reklame-tweets i udgangspunktet blot vil nå ud til en encifret procentdel af verdens Twitter-brugere og udelukkende på Twitter.com.
De første annoncører til at prøve den nye platform er primært underholdnings- og filmbrands som Disney, Lionsgate og AMC Theaters.
Twitter annoncerede i sidste uge, at selskabet havde rundet 100 millioner aktive brugere om måneden på verdensplan, der tilsammen skriver, eller retweeter, 230 millioner beskeder om dagen.
Du kan læse mere om Twitters (atter) udvidede annonceformat
her.