Den populære nettjeneste Twitter strammer nu op på sikkerheden. Det sker efter, at det i en række tilfælde er lykkedes hackere at bryde ind og sende beskeder, de såkaldte tweets, i andres navn.
Derfor indfører Twitter nu et helt nyt login-system, der bliver to-faset. Det betyder, at man skal logge ind af to omgange, for at bruge sin twitter-konto. Inden for det seneste stykke tid er det lykkedes hackere at udsende falske tweets fra nyhedsbureauerne AFP, AP, samt den britiske finansavis Financial Times.
/ritzau/