Twitter, der vil være et af de største internetselskaber i verden målt på omsætning i 2024, er på banen med en ny vækstplan, der skal få skeptiske investorer til at bevare tilliden til det sociale medie.
Det skriver Financial Times.
Planen blev præsenteret på selskabets første analytikerdag, og den fik aktien – der har været under pres grundet en svigtende vækst i Twitters brugerskare – til at stige med 7,5 pct. i går.
Twitters nye finansdirektør, Anthony Noto, der kommer fra en stilling i storbanken Goldman Sachs, udtalte i forbindelse med analytikerdagen, at Twitter kan nå 14 mia. dollar i årlig omsætning i løbet af de næste ti år, hvilket vil kræve en tidobling af selskabets nuværende omsætning.
Samtidig udmeldte Twitter, at marginerne vil være højere end hidtil ventet, blandt andet som følge af aftaler med forretningspartnere om en udvidelse af rækkevidden af Twitters annoncering.
Dermed mener Twitter at kunne nå langsigtede marginer på 40 til 45 pct. mod tidligere ventede 35 til 40 pct.
Twitter har i dag cirka 500 mio. brugere.
Financial Times/ritzau/FINANS