Stagnationen på det danske boligmarked rammer nu firmaet M2, der udvikler og sælger typehuse. Firmaets ejer – det børsnoterede ejendomsselskab Keops – måtte mandag nedjustere forventningerne til årets resultat med 50 millioner kroner, og nedjusteringen skyldes hovedsagelig, at M2 har brugt alt for mange penge på markedsføring samtidig med at stagnationen på det danske boligmarked tager til.
– Resultaterne har ikke hidtil været som forventet. Vi har haft øgede markedsføringsomkostninger og kombineret med at vi ikke sælger så mange huse som vi havde regnet med, så betyder det selvfølgelig, at der bliver en forskel på indtjeningen, siger koncernfinansdirektør Michael Rosenvold til RB-Børsen.
Keops har hidtil ejet 60 procent af M2, men køber nu de resterende 40 procent af aktierne i selskabet og venter derefter et Keops-resultat før skat i niveauet 450-650 millioner kroner. Stifteren af byggekoncernen M2, Jesper Øhlenschlæger, forlader samtidig sin direktørpost i virksomheden. /ritzau/