I aften indledes EM i fodbold med åbningskampen mellem Polen og Grækenland, men hvis EM ikke blev afgjort på fodboldbanen, men i stedet skulle afgøres på landenes økonomiske styrke, hvem ville så sejre?

Det har den britiske avis The Guardian sat sig for at afgøre med vægt på faktorer som økonomisk vækst og arbejdsløshed.

I ”vores” pulje løber Tyskland med sejren, men Danmark tager andenpladsen for næsen af Holland, hvis negative BNP-vækst på 0,5 pct. er 1 procentpoint efter Danmarks.

Kvartfinalen mod Polen bliver dog endestationen for danskerne, som ikke kan hamle op med Polens vækst på 2,6 procent. The Guardian begrunder ydermere nederlaget med den danske fastkurspolitik, som gør afsmitningseffekterne fra eurozonen sværere at undgå.

I The Guardians scenarium tager Tyskland EM-titlen med en finalesejr over England, som trods Storbritanniens recession vurderes at klare sig pænt uden Wales, Skotland og Nordirland.

 

Ritzau/Guardian