Kunder og medarbejdere stjæler med arme og ben fra de danske butikker, skriver dagbladet Børsen. I år forventes butikstyverierne at koste dansk detailhandel over 2,2 mia. kr. Dertil kommer en udgift på næsten 600 mio. kr. til at sikre butikkerne mod tyverier, hvilket bringer den samlede regning op på 2,8 mia. kr. Det fremgår af en ny rapport fra det britiske analysehus Centre for Retail Research. Ifølge rapporten Global Retail Theft Barometer er svindet i de danske butikker faldet lidt i år, nemlig 3,2 pct. i forhold til 2009. Men der stjæles stadig alt for meget fra butikkerne, mener erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
– Problemet er stort, fordi det belaster virksomhederne økonomisk. Og vores undersøgelser viser desværre, at der stadig er en stigning i både kunde- og medarbejdertyverier, siger Lars Alexander Borke, procesdirektør i Dansk Erhverv.
Børsen side 4.