Den amerikanske forretningsmand B. Earl Puckett sagde om markedsføring for cirka 110 år siden: ”It is our job to make women unhappy with what they have.”
Lidt giftigt kunne man sige, at det samme gør diverse konsulenter i dag, når talen falder på CSR eller social ansvarlighed. Virksomhederne skal partout have stoppet noget ned i halsen, de ikke har brug for. Ikke i betydningen at CSR er ligegyldigt, men i jagten på at sælge det gode, anbefaler man revl og krat og hævder, at ”bare vi er i gang med at gøre godt, er det bedre end ingenting.”
Den tankegang vil blive udfordret den 16. april i år, når ”Who Cares Wins” slår dørene op til årets første store CSR-konference. Og mange tak for det. Fordi ”lidt” kan i CSR-sammenhæng vise sig at være en vaskeægte boomerang, der banker ind i nakken på direktioner, der har fejlinvesteret.
Konferencens mål er at sætte en ny retning, så virksomheder ikke blot bruger social ansvarlighed og bæredygtighed som et strategisk konkurrenceparameter eller et ”value ad-on” a la fernis på et råddent produkt, men i stedet gør ansvarlighed til hele udgangspunktet for innovation, og hvordan man driver forretning.
– Store dele af dansk erhvervsliv har et kæmpe uudnyttet potentiale i forhold til CSR. Det handler om at turde forlade diskussionerne om risk management og afrapportering for en tid, siger Jonathan Løw, eventansvarlig i ”Who Cares Wins”.
– I stedet bør direktionerne bruge social ansvarlighed og bæredygtighed som værktøjer til at gentænke virksomhedens forretningsgrundlag, innovation og eksistensberettigelse. Det vil sige turde tro på kombinationen af bæredygtighed og big business frem for at se de to ting som modsætninger.
Grib dog ambitionen
Konferencen er målrettet organisationer, der ønsker at arbejde mere ambitiøst med CSR og bruge ressourcerne rigtigt. Ikke bare bruge dem. Danske virksomheder skal simpelthen blive bedre til at lade CSR være en del af virksomhedens kerneforretning, mener arrangørerne:
– Fremtidens vindere er dem, der formår at integrere bæredygtighed og ansvarlighed i deres kerneforretning. Det er ikke en nem opgave, og det kræver fortrolighed med konkrete CSR-værktøjer og øget vidensdeling herhjemme. Derfor er det fantastisk spændende, at der til eventen kommer så mange kompetente og visionære topchefer fra vidt forskellige brancher, som kan inspirere hinanden i at tænke nyt og dristigt, fortsætter Jonathan Løw.
Ansvarlighed og ”dristigt” hører sammen. Det advokerer blandt andre Lars Kolind igen og igen for. Han taler direkte om ambitionen og målsætningen med CSR, nemlig også at se ansvarligheden sætte et aftryk på bundlinjen – og han ønsker generelt at løfte kvaliteten af danske CSR initiativer:
– Jeg mener, at den bedste måde at tjene penge på, er at gøre noget godt. Men det kræver, at CSR tænkes med som en integreret del af forretningen. Hvordan gør man det konkret? Og hvem har gjort det før med succes, og hvilke faldgrupper skal man som virksomhed for alt i verden undgå? Det er sådan nogle spørgsmål, jeg ser frem til at høre bud på og diskutere med de andre deltagere på ”Who Cares Wins konferencen”, siger Lars Kolind.
Konferencens deltagerpladser er fyldt op, men alle interesserede kan følge konferencen live via dette link.