I dag åbner det meget omtalte amerikanske taxa-koncept Uber i Danmark – akkompagneret af en shitstorm på de sociale medier.

Sagen drejer sig om en af virksomhedens direktører, Emil Michael, som under en middag med prominente gæster i New York forleden kom til at sige, at Uber burde hyre et team af researchers, der kunne grave noget snavs op om de journalister, der kritiserede Uber – helst noget om deres personlige forhold og deres familie – og så i øvrigt sørge for at sprede snavset ud.

Senere stod Uber-direktøren frem – via en talsmand – og undskyldte for sin udtalelse, som var faldet, sagde han, i et forum, hvor han troede sig ”off the record”. Og at han i øvrigt var specielt frustreret over en navngiven, kvindelig journalist.

Undskyldningen lød senere som følger:

– The remarks attributed to me at a private dinner – borne out of frustration during an informal debate over what I feel is sensationalistic media coverage of the company I am proud to work for – do not reflect my actual views and have no relation to the company’s views or approach. They were wrong no matter the circumstance and I regret them.

Det har imidlertid ikke formildet Twitter-verdenen –  Adweek har samlet nogle eksempler her.

– og det har tilsyneladende heller ikke hjulpet Emil Michael, at han dels selv er udvalgt som rådgiver for det amerikanske forsvarsministerium og dels i Uber har en relativt kendt person som global kommunikations- og branding-ansvarlig – nemlig den amerikanske præsident Barack Obamas tidligere nøglestrateg, David Plouffe.

I går udsendte Travis Kalanick ifølge en blog på New York Times en række tweets som en slags undskyldning, men uden at det kom til mere end det.

Ifølge Børsen i dag – som er Ubers første dag på det danske marked – får virksomheden ikke lov at etablere sig uden sværdslag. Taxa-vognmændene vil slås, siger de til avisen, og måske får Uber svært ved at få fodfæste: I hvert fald har flere storbyer, herunder Berlin og Bruxelles, ifølge Børsen indtil videre forbudt konceptet og flere arbejder på at gøre det samme.

Blandt de store investorer i Uber finder man Google og Goldman Sachs.