Når Hernings nye multiarena den 20. oktober slår porte og døre op for popstjernen Lady Gaga, står der ikke MCH Multiarena, men ”Jyske Bank Boxen” over indgangen.
Det sker som følge af en sponsoraftale som arenaen har indgået med Jyske Bank.
Men ifølge en afstemning på sitet mener 75 procent af læserne, at navnet er kikset.
– Det er sgu pinligt. Tak for det Jyske Bank marketing. Nu må vi så græmme os lidt, hver gang Jyske Bank Boxen bliver omtalt i medierne, lyder en kommentar på hjemmesiden.
Og hvis man spørger Frej Elbæk Eriksen, der er kommunikationsrådgiver hos PR- og kommunikationsvirksomheden PrimeTime, så er navnevalget heller ikke heldigt.
– Sponsoratet som sådan er fint og giver umiddelbart god mening. Geografien passer, og Jyske Bank har en målgruppe, der hvad privatkunder angår passer godt til de arrangementer, der må forventes at finde sted i Arenaen. Men navnet bidrager bestemt ikke med merværdi i forhold til, hvis det havde heddet eksempelvis Jyske Bank Arena. Det havde været både mere sigende og mere langtidsholdbart end ”Boxen”, mener han og fortsætter:
– Generelt skal man i øvrigt også passe på med at udnytte navneretten maksimalt, bare fordi man kan. Jeg tror, mange vil synes, det er lidt plat, og at det overskrider en grænse for hvor kommercielt, det kan blive. I værste fald vælger koncertgængere, at forsætte med at kalde arenaen for Herning Arena, som den i dagligtale hedder i dag, og så forsvinder noget af det positive ved navneretten jo, siger Frej Elbæk Eriksen.
Han peger desuden på, at navnet også kan opfattes som decideret selvmodsigende:
– En boks – og især en bankboks – er noget småt, lukket og svært tilgængeligt, mens en arena derimod er et stort sted, hvor man viser noget frem.