Hvor sund fornuft, logik og begrænsninger er et menneskeligt fællesskab, der bringer de fleste langt i hverdagen, fører eventyr og fantasi os derhen, hvor ingen eller kun få har været før.
Kreativitet, kalder psykologer tilstanden. Turen kan være ensom og tyngende, men også spændende og berigende. For lige så forløsende det kan være at forlade fællesskabet, lige så vigtigt er det at vende tilbage. Ensomhed er trist tilstand og verden har brug for nye ideer.
Ser man på Forbes top 20 liste over de rigeste mennesker i verden, kan man åbenbart også leve godt af ideer. På nær et par stykker og med Bill Gates i spidsen lever de alle sammen af ideer, ingen har set før.
Joey Reiman er en amerikansk tekstforfatter fra Atlanta, som lukkede sit reklamebureau, sagde farvel til 150 ansatte og 100 millioner dollar i omsætning, åbnede et nyt bureau med 17 tidligere ansatte og satte et nyt skilt på døren: BrightHouse.
Bureauet lever kun af at sælge ideer. Hvor de traditionelle bureauer tilnærmelsesvis forærer ideerne til kunderne og lever af at eksekvere og producere ideen, gør BrightHouse det omvendte: en idé koster 450.000 dollar, eksekveringen og produktionen interesserer dem ikke. Derfor har BrightHouse heller ingen afdelinger med tekstforfattere, AD’ere, desktoppere, projektledere og administrativt personale. Alle ansatte er “idetors“ – idémennesker uden faglige begrænsninger, som bedriver “Ideation“.
Det er en modig beslutning, fordi det er en grundlæggende forandring af en eksisterende kultur. Men noget af det første Joey Reiman i dag fortæller sine kunder før han sælger dem en idé, er at det kræver mere end repositionering at skabe virkelige forandringer.
For forandringer, det er hvad store ideer handler om. Og i en tid, hvor produkterne ligner hinanden og hvor kreativitet derfor mere er et spørgsmål om at opfinde historier end om at opdage produktets historie, er der mere end nogensinde brug for store ideer. Ideer, som ligger flere lag over pæne layouts, seje overskrifter og finurlige gimmicks.
Fælles for store ideer er, at de flytter deres omgivelser. De smækker lussinger til det etablerede og ændrer markant forretningsområdet. iMac er blot et eksempel, som ændrede et skrantende Macintosh til verdens mest solgte computer. En stor idé flytter på hele virksomheden, fordi den fortæller hvilken vej den skal gå.
Store ideer kræver store tænkere. De er ikke nødvendigvis store begavelser, men har i følge Joey Reiman det til fælles, at de lever deres liv med udgangspunkt i en mening, de tænker med hjertet, de forandrer virkeligheden til fantasi, de tænker sammen, de mister aldrig deres evne til at forestille sig, de accepterer aldrig et nej og de har krudt i røven. Og så har de den vidunderlige egenskab, at jo flere eventyr de bevæger sig ud i og jo mere de bruger fantasien, desto flere ideer får de.
Ideer er det næste århundredes valuta, den nye kapital. Og det har Joey Reiman skrevet en bog om, Thingking for a Living, som bestemt er værd at læse. Den hurtige version fås på www.brighthouse.com.
God fornøjelse.