Kreativ direktør i mode-reklamebureuaet Style Counsel, Uffe Buchard, sætter i disse dage projektet ”Break the Habit” i bevægelse.
Projektet sætter fokus på danskernes hang til (over)forbrug af plastikposer og omdrejningspunktet er et bomuldsindkøbsnet, designet af en række af landets kendte modenavne.
Overskuddet fra salg af indkøbsnettene går til Dansk Røde Kors’ hjælpearbejde.
Buchards projekt er blevet til i regi af Dansk Røde Kors pengeyngler-koncept, kaldet ”Klub 10”, som går ud på, at en gruppe kendte og kreative mennesker fra kultur- og erhvervslivet hver især modtager 50.000 kroner, som de forpligter sig til at få til at yngle til fordel for Dansk Røde Kors.
Magasin er partner på Uffe Buchards projekt og har i samarbejde med mode-brandet Won Hundred designet sit eget net. Desuden står Magasin på Kgs. Nytorv i København sammen med Buchard selv for et lancerings-arrangement onsdag den 5. november.
En printkampagne i en række modemagasiner samt aviser skal skabe yderligere opmærksomhed om nettene, og til kampagnen har ni kendte danske topmodeller lagt ansigt til fotograf Henrik Bülows linse.
Gennemsnitligt har Klub 10 holdene fra 2000 og frem til 2007 indsamlet mellem 1,5 og 3 mio. kr. til Røde Kors.
Læs hele historien i Markedsføring 19-08, der udkommer tirsdag den 4. november.