Den 1. marts 2006 tiltræder Julie Bondo Gravesen den nyoprettede stilling som bladudviklingschef hos Datagraf. Hun skal i samarbejde med kommunikationschef Claus Krogh og virksomhedens designere udvikle nye koncepter for magasiner, hjælpe eksisterende kunder med at udvikle deres redaktionelle koncept og coache eksterne leverandører af journalistik.
De sidste fire år har Julie haft ansvaret for produktion og udvikling af Danmarks tredjestørste månedsmagasin, Ud & Se fra DSB, som sidste år modtog dobbelt hædrende omtale ved ’The Society of Publication Designers’ magasindesignkonkurrence 2005.