Indespærring af forbrydere er samfundets hævn. Men da et begreb som hævn ligger milevidt fra vores humanistiske forestillingsverden, foretrækker vi at se fængslerne som en form for behandlingsinstitutioner, hvor det gode sejrer over det onde, således at forbryderne (som egentlig ikke selv kan gøre for det) efter endt afsoning vender tilbage til samfundet som ærlige og angrende mennesker, som aldrig mere vil dræbe, plyndre, hærge, voldtage, røve, stjæle eller bedrage. Derfor hedder statens koncern for straffuldbyrdelse Direktoratet for Kriminalforsorg og ikke Statens Hævnevæsen.
Antallet af røverier og overfald er stigende, og i det omfang politiet formår at opklare forbrydelserne vokser efterspørgslen på celler, hvor de dømte kan sidde og komme på bedre tanker. Kravet om strengere straffe er konstant, og når flere lovovertrædere skal afsone i længere tid, bliver der naturligvis brug for flere anstalter, fængselsbetjente og bliktallerkner. Da indt ægterne ved salg af husflid fra fængselsværkstederne så langt fra kan dække driftsomkostningerne, er man nødt til at se sig omkring efter andre løsningsmodeller, som det hedder på projektdansk. En mulighed kunne være at udbyde driften af Hotel Gitterly i licitation, således som man gør i foregangslandet USA.
Med godt en million fanger har USA et vældigt knowhow på dette område. I flere delstater gælder den praksis, at hvis man idømmes fængsel for tredje gang, så slipper man aldrig ud igen. Man skulle tro, at denne regel ville afskrække de fleste fra at skyde, stjæle eller svindle, men den præventive effekt slår ikke igennem. Heldigvis for investorerne, som kan se den klare sammenhæng mellem stigende kriminalitet og aktiekurser. En livstidsfange er en livstidskunde, som skal have føde, klæder, husly og bank i mange år frem. Man behøver ikke at spilde en eneste cent på reklame for at fastholde kundeloyaliteten, markedsføringsindsatsen kan koncentreres omkring myndighedernes beslutningstagere, som gerne vil kunn e straffe så mange som muligt til den laveste pris.
Når man ser billeder fra de amerikanske fængsler – tænk bare på de kummerlige forhold, som den danske folkeoplyser og profet Amdi Pedersen måtte tåle i syv måneder – kan man se, at der ikke ofres unødige midler på døre, senge, toiletter og andre fornødenheder. Kravene til kvalitet drejer sig først og fremmest om solide tremmer af rustfrit stål og dirkefri låse. I USA kender man ikke til begreber som ledsaget og uledsaget udgang, hvilket er personalebesparende; det koster trods alt nogle mandtimer at gå i Tivoli med en rovmorder, som måske endda er så tarvelig at smutte under et toiletbesøg.
Man har indtryk af, at der er stor forskel på de danske kriminalforsorgshjem. I Nyborg Statsfængsel bliver personalet overfaldet og gennembanket, og antallet af overfald på betjentene er steget katastrofalt. Så er stemningen i Sdr. Omme mere gemytlig, ikke mindst efter at Kurt Thorsen er blevet folkeregistertilmeldt. Han sørger for andesteg og wienerbasser og er formand for menighedsrådet og får lov at tage på uledsaget weekend, så han fx kan nå til Bogmessen i Forum og blive hyldet som Svikmøllens yndlingsoffer. Måske skal vi også opleve ham som tv-vært, og han kan godt sælge billetter. Konstruktiv har han altid været, og med sin sans for byggeprojekter har han fremlagt en plan for modernisering af Sdr. Omme, som ikke vil koste andet end materialerne – arbejdskraften er til stede.
Måske vil Kurt Thorsen ligefrem kunne vise sig at være manden, der kan organisere en gradvis privatisering af Kriminalforsorgen. Når jernbanedrift, elektricitetsforsyning og andre vitale samfundsopgaver overdrages ikke-statslige entreprenører, så er vejen til en mere rationel fængselsdrift slet ikke så lang. Det siger sig selv, at der skal overvindes nogle traditionelle ideologiske barrierer (Bjørn Elmquist, Anne Baastrup og Flemming Balvig er sikkert imod), men der kan sagtens opstilles et sæt humanistiske spilleregler, der er i overensstemmelse med internationale konventioner.
Forbryderen betrag ter muligheden for at blive fanget og buret inde som en arbejdsrisiko. Men en sidegevinst er det brogede sociale liv, der udspiller sig bag de tykke – og trygge – mure. Man møder inspirerende kolleger og åndsfæller fra hele landet og udveksler nyheder og arbejdsmetoder. Det er muligt, at enkelte fanger får en autoriseret uddannelse i løbet af afsoningen (Rasmus Trads læser vistnok til journalist), men for mange indsatte er udvekslingen af viden om rambukbiler og Rambometoder nok så kompetencegivende. Den slags kan man bruge til noget konkret og konstruktivt, når man atter er en fri mand. Nogle kan ikke vente, men benytter deres uledsagede udgang til et par raske røverier.
Sikkerhedsbranchen vil holde godt øje med fængselsforretningen og være parat til at fremsætte et godt tilbud, der tilbyder flere fanger for færre kroner. I denne introduktionsfase bliver der brug for dygtige kommunikationsfolk til at forklare og forsvare omkostningsbevidst samfundshævn som samfundssind.