Hold dig fra offentlige udbud.
Det må groft sagt være konklusionen på en analyse, som Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB) har foretaget af bureauernes udgifter i forbindelse med en tilfældig udvalgt offentlig udbudsrunde.
Helt konkret drejer det sig om et udbud med en størrelse mellem fem til ti millioner kroner i en toårig periode, og samlet set brugte bureauerne samlet halvdelen af udbuddets størrelse, inden markedsføringsaktiviteterne overhovedet gik i gang.
34 bureauer deltog i prækvalifikationen, hvor hele ti bureauer gik videre i konkurrencen. Efterfølgende fik fire bureauer et miniudbud, hvor de skulle vise deres værd.
Det er langt fra optimalt, mener DRRB’s direktør Bjørn Karsholt, og Dansk Annoncørforening er Otto B. Christiansen meget enig.
– Det lyder voldsomt, at man inviterer ti bureauer ind til konkurrence. Det er ingen grund til. Ikke alene er det spild af bureauernes tid og penge, men også af egen tid. Det er meget lettere, hvis man forhører sig i markedet eller lader bureauerne fortælle, hvem de er, og hvad de kan, og derfra udvælge de to, tre eller fire bureauer, som man mener, har den bedste profil til opgaven, siger han.
EU-rammer
De egentlige rammer for de offentlige udbudsregler er vedtaget i EU, men inden for de rammer har udbyderne forholdsvis store muligheder for at bestemme, hvordan en udbudskonkurrence skal afvikles. Det hævder Udbudsvagten.
Men det er netop også afviklingsmetoderne og ikke EU-reglerne, som DRRB ønsker forbedret.
– Vi har et klart ønske om at optimere udbudsprocessen til gavn for både bureauer og udbydere. I dag spildes der for mange unødige ressourcer, fordi udbyderne ikke slanker processen, og fordi det forventes, at bureauer leverer næsten færdige løsninger i konkurrencedelen, siger direktør Bjørn Karsholt.
Læs hele historien i Markedsføring 1-2010, der udkommer i denne uge.